Det er her det sker!


Vi arbejder med en masse forskellige slags træ. Det meste køber vi billigt, hos møbelfabrikker der sælger alle de stumper, som bliver til overs fra deres produktion. Men vi “laver” også en del træ selv. I sær til drejning bruger vi træ, som vi selv har skovet, skåret op og tørret. Det tager typist et par år for et stykke træ at tørre nok til, at kunne anvendes på værkstedet. Blandt de træsorter vi arbejder med kan nævnes: Teak, Cumaru, Mahogni, Zebrano, Amerikansk valnød, Mukulungu, Jatoba, Birk, Bøg, Eg, Ask, Taks, Elm, Ahorn, Kirsebær, Æble.

Langt de fleste af de små, sjove figurer vi laver, bliver savet ud på en dekupørsav. Hvis vi f.eks. vil lave en lille kat, ser arbejdsgangen således ud:
1: Vi finder et stykke træ af passende størrelse og træsort.
2: Træet høvles eller slibes fladt, så det er til at arbejde med.
3: Vi tegner med en blyant en kat på træstykket.
4: Vi sætter os ved dekupørsaven og saver katten ud langs de optegnede streger.
5: Den udsavede kat bliver slebet og pudset med sandpapir på alle flader og kanter.
6: Den lille nye kat bliver efterbehandlet med bivoks.
En dekupørsav bruger en meget tynd og smal savklinge. Den er derfor velegnet til at save små emner og kan lave ultra fine kurver. Men den udfordrer også brugerens motorik. Hvis koncentration og tålmodighed ikke bliver taget med på værkstedet kan det hurtigt gå galt.

På drejebænken fremstiller vi blandt andet små skåle, lysestager, snurretoppe og dekorative svampe. Når man drejer, er det tit træet der afgør hvilket produkt der kan lade sig gøre at dreje. De mest spændende ting kommer ofte ud af træ der har haft et svampeangreb, eller på anden måde har lidt skade. Når man går i skoven og leder efter grene, som stormen har blæst af de store træer, så stiller det krav til ens forestillingsevne og fantasi, at se hvad der er indeni. Det kræver også tålmodighed, da træ ofte skal tørre et par år, før det er velegnet til at dreje i.